Vesterbroer og fortæller Carsten Islington har i dag en klumme i 24 timer:

Jeg står på banegården med en avis i hånden, kigger på et foto af en elendig, som sidder på brosten i en baggård mellem affald, brugte sprøjter og prøver at finde en åre i sin fod. Et typisk, genkendeligt mediebillede af storbyens faldne, junkierne.

Sådan genkender vi dem, og vi får den samme følelse, som når vi ser på fotoer af sultne børn i Afrika: Vi væmmes i det skjulte. Heldigvis er det langt væk fra vores eget liv tænker vi, mens vi folder avisen sammen, så vi ikke bliver forstyrret af synet. Vi er ikke følelseskolde - vi kan godt få en tåre i øjnene, når Betina i et reality-tv-show føler sig uden for gruppen.

Jeg tænker på en lille sten, hvor der med håndmalet skrift stod 'Lilje', og tanken glider over til et lykkelig barndomsminde:

Et støvet tørloft, grove trævægge og rød sol over Vesterbro. Lysstråler mellem utætte teglsten. Lilje og jeg sidder over for hinanden på det støvede gulv. Legen dåseskjul er for længst forbi, og de andre er gået hjem. Vi blev i vores skjul og aner ikke, hvad vi skal gøre nu, en dreng og en pige alene. Det er pinligt at blive ved med at stirre ned i gulvet, så jeg kigger genert på hende.  

13 år og lavet af bløde kurver, hendes øjne er vågne og sårbare dybe, næsen lille og fin, læberne fugtige røde. Hun lyser rummet op med sin hvide hud og gule kjole. Hun rejser sig og går et skridt frem, så jeg må læne hovedet tilbage for at kigge op. Hendes hår falder ned. Hun tager fat i kjolens nederste kant, løfter kjolen op og lader det tynde stof dale ned over mig. Jeg bliver indhyllet i guddommeligt, gult lys.

Alt er hendes hvide bomuldstrusser, hvid hud, duft og sanser. Så løber hun. Min første seksuelle oplevelse.

Lilje flyttede et år senere, og jeg hørte senere, at hun var blevet narkoman.  

På Halmtorvet tæt ved hovedbanegården bliver der én gang om året lagt sten på en græsplæne - små 300 sten med fornavn på de junkier, der døde det år.

De politikere, vi selv har stemt på, har besluttet, at junkierne er ikke ofre, men kriminelle. De har bestemt, at vi skal stresse dem i stedet for at hjælpe dem.

Dejligt bekvemt - så behøver vi ikke at tage ansvar.